Din IP:Ukendt

·

Din Status: Ukendt

Spring til hovedindholdet


Hvad er metaverse og hvordan virker det?

Vi har efterhånden hørt det op til flere gange i løbet af de seneste par år: Metaverse er fremtidens internet! En digital platform, der vil forene alt lige fra arbejde, socialt liv, spil og underholdning. Fænomenet er på alles læber, men hvad er metaverse, eller metaverset som det også kaldes på dansk? Hvordan fungerer det, og kan det udgøre nogen trussel for vores privatliv?

28. feb. 2023

Tager 12 min. at læse

What is Metaverse

Hvad er metaverse?

Metaverse betragtes som en hypotetisk videreudvikling af internettet, som man kender det i dag. Et sted, hvor alle livets aspekter kan integreres i ét samlet virtual reality-rum. I denne idé om fremtidens internet vil stort set alle tænkelige tjenester, platforme, hjemmesider og apps være tilgængelige via én enkelt VR-interface (eksempelvis et headset).

Fortalerne for metaverset forestiller sig her en verden, hvor menneskers sociale liv, arbejde, underholdning og kunst vil være forbundet i ét samlet univers, som er tilgængeligt for alle med en internetforbindelse og et virtual reality-system.

Folk vil kunne arbejde i metaverse og tale med sine kolleger i digitalt skabte møderum. Folk vil formodentligt også kunne tale med virtuelle chatbots, når eller hvis ChatGPT integreres i metaverset. Læs eventuelt mere om chatbots i artiklen “Hvad er ChatGPT”. Folk vil også kunne gå til virtuelle koncerter sammen med andre folk fra hele verden, der her vil være til stede i form af personligt tilpassede avatarer. Efter koncerten vil nogle kunne mødes for at game sammen, for at snakke, skabe kunst eller på anden måde lade sig underholde. Ingen ville på noget tidspunkt behøve at skulle forlade metaverset, eftersom man netop både arbejder og trives socialt i det pågældende metaunivers.

Således betragter de ypperste fortalere for metaverset det nye virtuelle univers, men hvordan virker metaverse egentlig i praksis?

Hvordan fungerer metaverset?

Metaverset fungerer i praksis stort set som det nuværende internet, vi kender i dag. Dog med den forskel, at der i metaverse er en større synergi mellem de forskellige tjenester, services og hjemmesider samt en hel del mere virtual reality.

Lige nu kan du kan tilgå de fleste online platforme og ressourcer via en enkelt enhed (eksempelvis en laptop eller en smartphone) og ved hjælp af en applikation (din internetbrowser). Metaverset er på sin vis en mere levende udgave af det nuværende internet. Her bliver computeren erstattet af et VR-headset, og alle siderne, som du normalt tilgår via din browser, vil være ombygget til at også at være VR-kompatible.

Mange drømmer dog om et større univers, hvor metaverset er mere end blot et virtual reality-inspireret internet. Nogle håber, at det i fremtiden vil blive en fusion mellem vores fysiske virkelighed og cyberspace – en digital verden, hvor brugerne bor, lever, arbejder og socialiserer uden at skulle skifte mellem enheder eller flytte sig mellem fysiske rum.

Det kan næsten lyde som en vild science fiction-film, men faktum er, at teknologien til at understøtte en sådan verden faktisk allerede er ved at blive udviklet.

Teknologierne bag metaverse

Metaversets grundpiller består af flere forskellige teknologier.

Virtual reality og augmented reality

Bærbar VR- og AR-teknologi er grundstenen i hele oplevelsen af metaverset. VR-headset kan nu købes overalt, hvor enheder som Meta Quest 2 (produceret af selskabet Meta, som tidligere hed Facebook) giver brugerne adgang til en lang række virtual reality-oplevelser.

Augmented reality-teknologi – teknologi, som føjer visuelle elementer til omgivelserne fremfor at sænke os ned i en total digital verden – er også et vigtigt aspekt. Augmented reality-teknologien bygger på sin vis bro mellem den virkelige verden og metaverset. I løbet af årene har forskellige virksomheder forsøgt at skabe de rette VR-produkter til den nye digitale verden, som for eksempel Google Glass, men hverken Google eller andre virksomheder formåede at skabe optimale VR-produkter. Det er i stedet førnævnte Meta og andre tech giganter, som er lykkedes med at videreudvikle og forfine VR- og AR-systemer, så de nu fremstår klart mere kompatible til metaverset.

3D-modellering

Systemer, som modellerer en brugers 3D-omgivelser, kan ende med at spille en væsentlig rolle for fordybende og indlevende oplevelse i metaverset. Mark Zuckerberg, CEO på Meta, har beskrevet virksomhedens planer om at skabe teknologi, som kan scanne og kortlægge rummene og omgivelserne omkring den pågældende metaverse-bruger — potentielt ved hjælp af et netværk af kameraer i deres hjem.

I teorien vil 3D-modellering kunne give brugerne mulighed for at få en mere fysisk oplevelse af den virtuelle verden. Hvis du for eksempel gerne vil fægte, danse eller lave andre fysiske ting i det digitale univers, vil dit VR-headset kunne integrere elementer fra dine fysiske omgivelser, som for eksempel mure eller møbler, i dit virtuelle rum. Det begrænser også risikoen for skader og ulykker.

Internet of Things – IoT

Internet of Things, eller IoT, som det også hedder i forkortet version, er betegnelsen for det samlede økosystem af vores forbundne smartenheder. Elementer som elektriske køkkenredskaber, spillekonsoller, fladskærme og sikkerhedssystemer kan alle forbindes på et trådløst netværk og danne en IoT. Eftersom visse personer har en vision om, at metaverset skal integrere det digitale rum med vores fysiske verden, så kan fænomener som IoT (præcist som AR) komme til at spille en stor rolle i bestræbelserne på at sammenflette den fysiske og den virtuelle verden.

Et åbenlyst sted, hvor IoT kan sætte ind, er ved at gøre metaverse-brugerne mere trygge og sikre i deres fysiske omgivelser. Når en person fordyber sig i en metaverse-oplevelse ved at iføre sig et VR-headset, vil han eller hun være mindre opmærksom på sine fysiske omgivelser. IoT-enheder som for eksempel smart-dørtelefoner, sikkerhedssystemer og sågar smart-termostater vil kunne sende beskeder ind i metaverset for at alarmere brugerne om problemer, de bør være opmærksomme på i den virkelige verden.

Blockchain

Blockchain er en anden teknologi, som oftest associeres med metaverset. Men hvad er blockchain, og hvordan fungerer det i praksis?

Blockchain kan betragtes som en decentraliseret hovedbog eller database, hvor det er ekstremt vanskeligt at slette eller ændre data med tilbagevirkende kraft. Det er det system, der danner basis for og muliggør kryptovalutaer og NFT’er. Nogle hævder sågar, at det kan bruges til at understøtte ejendomsretten i metaverset.

For eksempel kan et stykke tøj, som din avatar bærer i metaverset, lagres på en blockchain, hvilket gør det til et unikt aktiv, som kun du har ejendomsret til (en NFT, i princippet).

Selv om disse opgaver kan opretholdes af blockchainen, så vil den sandsynligvis ikke blive implementeret i sin bredeste forstand. Og det er ikke kun, fordi NFT-sikkerheden er notorisk dårlig. Det handler også om, hvem der sandsynligvis i sidste ende vil eje metaverset. Meta og andre tech giganter vil formodentligt styre og eventuelt eje metaverset, og sådanne tech-giganter ser helst, at du gemmer dine oplysninger i deres databaser fremfor i en blockchain.

Eksempler på metaverse

Der er mange eksempler på, hvordan metaverset kan tage sig ud. Og selvom nogle stadig fortsat blot er teorier på tegnebrættet, så findes der allerede en del, som kan oplevelse lige nu.

  • Arbejde: Vi er allerede trådt ind i en ny digital arbejdsverden med fjernarbejde og Zoom-møder, så mange folk er for længst blevet afhængige af internettet i arbejdsøjemed. Metaverset vil her kunne åbne muligheden for en mere naturlig fælles arbejdsoplevelse. Man vil kunne holde møder i levende virtual reality-rum, hvor mødedeltagerne møder op som deres respektive avatarer og derved vil kunne viderebringe samme følelse af fælles tilstedeværelse som ved et ægte fysisk møde i et virkeligt konference- eller møderum. Tilhængere af metaverse ser dette som en måde at nyde fordelene ved fjernarbejde uden at miste de gode positive oplevelser ved et fælles kontormiljø.
  • Underholdning: Metaverset fungerer allerede som en arena for en lang række fordybende underholdningsoplevelser, der spænder lige fra musikkoncerter til multiplayer gaming. I Fortnite er der allerede blevet afholdt en lang række store musik events, hvor gamerne har kunnet deltage i en virtuel verden. En af de åbenlyse fordele ved metavers er, at de geografiske begrænsninger er ophævet – du vil kunne opleve koncerter og sportsbegivenheder hvor som helst uden at være til stede fysisk.
  • Uddannelse: Grundet sine VR- og AR-systemer kan metaverset være et effektivt værktøj til uddannelsesmæssige formål. Studerende kan deltage i undervisning i virtual reality-miljøer, selv om de ikke er i stand til at være fysisk til stede på deres universitet eller læreanstalt. I kølvandet på Covid-pandemien er det tydeligt at se, hvordan metaverse-teknologi kan være til gavn for skoler og uddannelsessystemer.
  • Fritid og socialt liv: Den livagtige natur i det virtual reality-baserede internet vil i teorien kunne optimere sociale forbindelser i den digitale verden. Hvis du savner dine venner og ikke er i fysisk stand til at kunne mødes med dem, så ville du kunne tage et VR-headset på og mødes med dem i metaverset. Uanset om du deltager i de underholdningsbegivenheder, vi tidligere har diskuteret, spiller spil eller bare hænger ud, så kan social interaktion i metaverset være en mere autentisk og overbevisende oplevelse, end det er tilfældet i internettets nuværende udgave.

Hvordan får man adgang til metaverset?

Du kan få adgang til indholdet på metaverse ved hjælp enhver internetforbundet enhed, dog er det ideelt set bedst at benytte VR-udstyr. Men med det sagt kan du alligevel heller ikke helt få adgang til metaverset, eftersom det ikke rigtigt eksisterer. Du kan bruge en spillekonsol eller en computer til at få adgang til en koncert i Fortnite. Du kan hænge ud med vennerne eller veninderne på Metas Horizon World-platforme via et VR-headset. Mange metavers-oplevelser er således tilgængelige, men de eksisterer separat på hver sin platform og er tilgængelig via et væld af uintegrerede enheder.

Der vil ikke være noget overordnet metaverse, før alle disse isolerede øer af metavers-indhold er samlet i ét økosystem. Tech-virksomheder som Meta skyder store mængder penge i udviklingen af metaverset på trods af, at det stadig kun eksisterer på et teoretisk plan. På lang sigt anser de dog metaverset for at kunne blive en indbringende forretning, og netop derfor skydes der løbende store investeringer i projektet. Men hvordan fungerer et vigtigt aspekt som penge i metaverset?

Penge i metaverset

Metaverset kan generere indtægter på utallige måder, ligesom internettet i sin nuværende form. Software- og hardwareleverandører, app- og infrastrukturudviklere, serverhostingfirmaer – det skorter ikke på mennesker og virksomheder, som vil kunne drage fordel af metaverset.

Det er dog værd at bemærke, at metaverset også åbner op for nogle helt nye potentielle indtægtskilder. Indlysende områder for monetarisering omfatter blandt andet kosmetiske opgraderinger til avatarer eller adgang til eksklusive begivenheder i metaverset. Brugerne kan endda købe ejendom i metaverset, måske købe og tilpasse et rum, hvor de kan mødes med venner.

Virksomheder ville kunne tjene penge på at facilitere metaverset som helhed. Grunden til, at Meta investerer så meget i at skabe headsets og VR-oplevelser, hænger sandsynligvis sammen med den fortjeneste, som selskabet vil kunne opnå ved at eje en grundlæggende metaverse-tjeneste.

Hvis metaverset virkelig er fremtiden, vil den, der ejer de headsets og grænseflader, der bruges til at skabe denne fremtid, få adgang til store mængder værdifulde brugerdata. Vi kan ende med et Facebook-metavers eller en Amazon-ækvivalent, men truslen om omfattende dataindsamling er blot en af de store risici, som metaverset udgør.

Fordele og ulemper ved metaverse

Metaverset byder på mange spændende muligheder og fordele, men det er i samme åndedrag vigtigt at opveje disse fordele med de negative konsekvenser ved en eventuel brug af det nye virtuelle meta univers.

FORDELE

ULEMPER

Muligheden for at kunne få kontakt med venner uafhængigt af den geografiske placering

Risiko for omfattende dataindsamling og krænkelse af privatlivets fred

Adgang til underholdningsoplevelser uanset hvor du befinder dig i verden

Risiko for skader og ulykker ved brug af VR-udstyr, da brugeren bliver mindre opmærksom på sine fysiske omgivelser

Fordybende online uddannelsesmæssige oplevelser

Afhængig af dyr og til tider teoretisk teknologi

Facilitering af bedre og mere effektive arbejdsmuligheder for fjernarbejde

Kan hæmme frekvensen af menneskelige interaktioner i den virkelige verden

Er metaverse fremtiden?

Metaverset er utvivlsomt en del af fremtiden, men det kan hænde aldrig at blive fuldt udviklet. Det vil uden tvivl spille en stor rolle i videreudviklingen af internettet, medieforbruget og vores sociale netværk. Men selve idéen om en samlet og fuldt ud integreret VR-platform forekommer usandsynligt.

En af de større hindringer for metaverset er dets interoperabilitet. Virksomheder som for eksempel Meta, Amazon og Apple vil sandsynligvis hver især skabe deres egne headsets og VR-rum og dermed danne flere konkurrerende metaverser. Nogle applikationer vil måske være tilgængelige på tværs af flere konkurrerende platforme, men ligesom med operativsystemer vil der blive trukket klare grænser mellem hver silo. Af den simple årsag vil konceptet om ét samlet gigantisk VR-netværk måske aldrig blive realiseret.

Et andet spørgsmål er offentlighedens tillid til metaversets sikkerhed og privatlivets fred. En metaverse-undersøgelse foretaget af NordVPN kunne konstatere, at 50 procent af de adspurgte var bekymrede for en manglende beskyttelse mod identitetstyveri i metaverset, mens 45 procent udtrykte bekymring for databeskyttelse. Det er en absolut nødvendighed at så store tvivlsspørgsmål bliver elimineret førend et eventuelt metavers vil kunne blive accepteret i den skala og med den masseanvendelse, det forventes at omfatte.

Men alt dette er naturligvis kun spekulationer. VR- og AR-teknologien udvikler sig hurtigt, og elementer af metaverset er allerede til stede, især i underholdnings- og gamerverden. Hvor langt processen når, og hvilken effekt den vil have på internetbrugernes privatliv, må tiden vise. Uanset hvad vil en brug af VPN være et klogt valg til øget beskyttelse af data og privatliv online, ikke blot i internettets nuværende form, men også i den fremtidige udvikling, hvor sikker eller usikker den end må blive.

Onlinesikkerhed starter med et klik.

Bevar sikkerheden med verdens førende VPN

Fås også i: 日本語, Svenska, Italiano, Norsk, Português, Suomi, Deutsch, Português Brasileiro, Bahasa Indonesia, Polski, Español, Nederlands, English, ‪한국어‬, Français.


author migle 1 png

Miglė Šimonėlytė

Miglė Šimonėlytė er en content manager, der fokuserer på cybersikkerhed og digitalt privatliv. Som teknologientusiast er hendes mål at hjælpe andre med at lære, hvordan man beskytter sig selv og sine oplysninger på nettet.