Din IP: Ukendt · Din Status: BeskyttetUbeskyttetUkendt

Spring til hovedindholdet

Tredjepartscookies og alt, du bør vide om dem

Du har sikkert hørt om begrebet cookies, men formodentligt ikke om betegnelsen tredjepartscookies. De kan på sin vis minde om førstepartscookies, men tredjepartscookies tjener et andet formål. Læs her om, hvad der gemmer sig bag begrebet, og hvordan du kan undgå uønskede cookies.

Tredjepartscookies og alt, du bør vide om dem

Hvad er online cookies?

Cookies er en samlet betegnelse for de små filer, du downloader på din enhed, hver gang du besøger en hjemmeside på nettet. De kan tjene vidt forskellige formål, som for eksempel at optimere brugeroplevelsen på hjemmesiden eller som et markedsføringsredskab til at indsamle information om din online adfærd, så der herigennem vil kunne laves målrettet reklameføring til dig.

Brugen af cookies kræver din accept, så du vil altid blive bedt om at tage stilling til, om du vil tillade dem, når du besøger en hjemmeside første gang. Det er en rigtig god idé at sætte sig ind i, hvad de forskellige cookie-typer indebærer, så man derved kan skabe sig et klarere indblik i sin online færden, privatliv og sikkerhed. Som udgangspunkt opererer man med fire overordnede hovedtyper af cookies, som vi skal se nærmere på her.

4 hovedtyper af cookies

Overordnet set kan man opdele de væsentligste cookies i fire hovedtyper. De er som følger:

  • Tekniske cookies: Nogle cookies er ganske enkelt nødvendige, for at en hjemmeside kan fungere på bedst mulige og mest optimale måde. Det sørger disse tekniske cookies, eller nødvendige cookies, for. Det er eksempelvis tekniske cookies, som husker, hvad du har lagt i din indkøbskurv, når du shopper online, og det er også tekniske cookies, der husker dit login på en given hjemmeside, så du hurtigere kan logge på. Tekniske cookies kan ikke fravælges.
  • Personaliserede cookies:Denne type cookies kaldes også for funktionelle cookies. De følger dig online på hjemmesiden og indsamler oplysninger om din præferencer, så hjemmesiden kan tilbyde dig lignende interessant indhold. Det er ikke et krav, at disse cookies skal være slået til, så du kan selv vælge at slå dem fra på hjemmesiden.
  • Cookies med statistik: Disse cookies tjener det formål at give hjemmesideindehaveren et større indblik i brugernes tid og færden på hjemmesidens forskellige undersider. Her måler de pågældende cookies hvor lang tid, man bruger på de forskellige undersider, og på den måde vil indehaveren af hjemmesiden få en fornemmelse af, hvad brugerne synes mest om. Ud fra disse oplysninger kan indehaveren optimere hjemmesiden yderligere og gøre brugeroplevelsen endnu bedre.
  • Reklamecookies: Disse cookies har, som navnet antyder, et marketingformål. Marketing cookies indsamler data om din online færden på hjemmesiden, som den pågældende hjemmeside senere kan videresælge til virksomheder, der ønsker at lave målrettede reklamer til dig. Du har med garanti oplevet dem i funktion før, fordi det er dem, der er skyld i, at der pludselig dukker et hav af eksempelvis solbrille-reklamer op overalt på nettet, efter du har lavet en søgning på solbriller.

Hvad er tredjepartscookies?

Tredjepartscookies er indlejret i din browser og er designet til at spore dig på tværs af flere hjemmesider. Ifølge en undersøgelse foretaget af NordVPN udgør tredjepartscookies omkring 40% af alle de cookies, din browser modtager.

I stedet for kun at fokusere på funktionaliteten på en enkelt hjemmeside, kan tredjepartscookies klæbe sig til din browser, når du bevæger dig fra en del af internettet til den næste, og overvåge din aktivitet. Tredjepartscookies kan bruges til at generere tredjepartsdata: brugeroplysninger, som derefter sælges til andre virksomheder for at forbedre deres reklamestrategier.

Det skal bemærkes, at tredjepartscookies ikke udelukkende er dårlige. Mange hjemmesider bruger tredjepartstjenester på deres hjemmesider, og disse vil generere cookies, som ikke nødvendigvis er skadelige eller invasive. Denne artikel vil fokusere på de mere ondsindede tredjepartscookies, som har til formål at overvåge din onlineaktivitet og lave målrettede reklamer.

Tredjepartscookies vs. førstepartscookies: Hvad er forskellen?

Den største forskel mellem førstepartscookies og tredjepartscookies (3 party cookies) er på selve det område, hvor de fungerer. Førstepartscookies opererer kun på en bestemt hjemmeside, mens tredjepartscookies så at sige klæber sig til dig på din online færden, så længe du bruger den samme browser.

En førstepartscookie fungerer på én hjemmeside, men sporer eller påvirker ikke din oplevelse, når du forlader hjemmesiden. De er beregnet til at holde hjemmesiden optimalt kørende og, i de fleste tilfælde, til at give dig en bedre oplevelse.

Tredjepartscookies følger dig derimod på tværs af internettet som små spioner, der gemmer sig i din browser. I de fleste tilfælde er en tredjepartsservers kode beregnet til at gavne denne tredjepart og ikke dens brugere.

Men i fremtiden vil tredjepartscookies måske høre fortiden til.

Skal man tillade tredjepartscookies?

Som vi har set, kan der være stor forskel på cookies. Nogle er nødvendige, for at en hjemmeside kan fungere optimalt, mens andre, tredjepartscookies, kan tjene mere udspekulerede formål. Nogle tredjepartscookies er forholdsvis harmløse, men for at komme problemet med ondsindede tredjepartscookies til livs er det bedst at blokere dem. Det vil ikke påvirke hjemmesidernes funktion, hvis du blokerer tredjepartscookies i din browser.

Sådan blokerer du tredjepartscookies

Der kan være flere gode grunde til at ville slå tredjepartscookies fra udover den åbenlyse irriterende reklamefunktion. Der kan nemlig lure endnu mere alvorlige farer.

  • Tredjeparts cookies indsamler en masse oplysninger om dig og din online adfærd, som kan udgøre en risiko for dit online privatliv.
  • Hackere kan udnytte cookies til at lancere et såkaldt cross-site scripting attack eller et xss-angreb, som det også hedder på dansk. Ved at blokere tredjepartscookies indsamles der radikalt mindre info om dig på nettet, hvormed risikoen for et xss-angreb mindskes betragteligt.
  • Cookies kan også hobe sig op i din browser hvilket kan påvirke funktionaliteten og hastigheden negativt.

Sådan blokerer du tredjepartscookies i Chrome

Følg nedenstående trin for at blokere tredjepartscookies i din Google Chrome browser.

  1. Klik på Indstillinger i Chrome menuen
  2. Klik på menuen Privatliv og sikkerhed
  3. Klik på menuen Cookies og andre websitedata
  4. Klik på Bloker tredjepartscookies i Inkognito

Sådan blokerer du tredjepartscookies i Safari

Du kan også blokere cookies i Safari-browseren ved at følge nedenstående trin:

  1. Klik på Indstillinger i Safari-menuen
  2. Klik derefter på undermenuen Anonymitet
  3. Markér rubrikken Bloker alle cookies i menuen Cookies og data fra websteder

Det er også muligt at blokere tredjepartscookies på iPhone ved at gå ind i Safari-menuen under iPhonens indstillinger. Her skal man aktivere funktionen Bloker alle cookies.

Fremtiden for tredjepartscookies

Tredjepartscookies spås at gå en tvivlsom fremtid i møde. Hvor mange førstepartscookies er uundværlige for funktionaliteten på hjemmesider, så bærer tredjepartscookies ikke samme funktionelle egenskaber. Google, som har udviklet Chrome, har meddelt, at de vil udfase understøttelsen af tredjepartscookies i de kommende år. Dette vil dermed sandsynligvis gøre en ende på tredjepartscookien. Andre browserudbydere vil sandsynligvis følge trop og også blokere tredjepartscookies. Så længe tredjepartscookies dog er i brug, er det vigtigt at rydde cookies regelmæssigt i din browser og foretage de væsentligste foranstaltninger for at stoppe tredjepartscookies, som sporer dig. Du kan blandt andet læse, hvordan man sletter cookies her.

Sådan beskytter du dig mod online tracking

Udover at blokere tredjepartscookies og slette cookies regelmæssigt, så er der også andre måder, hvorpå man kan komme online tracking til livs. Man kan blandt andet benytte en adblocker, som sørger for at lukke enhver påtrængende reklameaktivitet ned, inden den loader i din browser. Man kan også benytte en VPN på sin mobile enhed eller computer for at øge sin online sikkerhed og værne bedre om sit online privatliv. På den måde vil man øge sin sikkerhed på Android og iOS og afværge virus på telefon, tablet og computer.

Onlinesikkerhed starter med et klik.

Bevar sikkerheden med verdens førende VPN